Slutspurten er i gang:

Klimakampen nærmer sig finalen

Publiceret 20-05-2025

Nu går Klimakampen ind i sin sidste uge – og det betyder, at slutspurten sætter ind hos de deltagende virksomheder. I næsten tre uger har lokale virksomheder været med i kampen om at mindske deres CO2-aftryk gennem grønne hverdagshandlinger.

Bag Klimakampen står Middelfart Erhverv, Brobygning Middelfart, Middelfart Handel og Visit Middelfart.

Klimakampen, der løber fra 5.-25. maj 2025, er en konkurrence for virksomheder i Middelfart Kommune. Målet er at samle point for grønne initiativer – som at cykle på arbejde, spise vegetarisk frokost eller huske at slukke lyset. Alt registreres i en app, og konkurrencen handler både om bevidsthed, adfærd og fællesskab.
Det er Middelfart Erhverv – som lige har fået stor opbakning i en ny medlemsundersøgelse – der har lanceret den spændene klimakonkurrence, Klimakampen, i samarbejde med Brobygning Middelfart, Middelfart Handel og Visit Middelfart.

LIFA skaber grønne vaner med Klimakampen

En af de virksomheder, der har taget kampen op, er LIFA – der til dagligt er med til at forme fremtidens landskaber. Det medfører et medansvar, og derfor er der i landinspektørvirksomheden et særligt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.

Derfor var det også helt naturligt for LIFA, som flyttede i nye lokale i Middelfart for cirka to år siden, at tilmelde sig Klimakampen:

- Vi har tilmeldt os, fordi Klimakampen taler rigtig godt ind i vores værdisæt og vores miljømål. Klimakampen bidrager faktisk til alle vores miljømål, fortæller Vi LA Lauridsen, direktionsassistent og projektleder hos LIFA.

Hos LIFA har medarbejderne været gode til at udnytte de forskellige handlinger i app’en, hvilket betyder, at medarbejderne faktisk har været hele vejen rundt om de forskellig grønne handlinger. Der er blevet sendt idéer til ledelsen om energibesparelser, ønsket klimavenlige retter i kantinen, tænkt over transportvaner og ikke mindst givet venlige påmindelser om at slukke lys og udstyr ved arbejdsdagens afslutning.

Virksomheden håber, at deltagelsen kan være med til at styrke en endnu stærkere grøn kultur internt og skabe mere bevidsthed og engagement blandt medarbejderne:

- Klimakampen er et konkret, sjovt og motiverende bud på, hvordan man kobler hverdagshandlinger sammen med CO2-aftryk, fortæller Vi LA Lauridsen og fremhæver, at kampagnen også styrker fællesskabet og relationerne mellem kollegaer.

For LIFA har Klimakampen også sat gang i refleksioner om, hvordan grønne vaner fra hverdagen kan blive en mere permanent del af virksomhedens praksis, og det har givet grobund for idéer, der rækker ud over kampagnens tre uger.

Det grønne engagement er dog langt fra nyt hos LIFA. Virksomheden er ISO 14001-certificeret og arbejder målrettet med bæredygtighed på tværs af hele organisationen – fra affaldssortering til energibesparelser og digitalisering. Siden 2022 har LIFA offentliggjort en årlig CO2e-rapport, som skal skabe gennemsigtighed og vise LIFAs klimarejse:

- Bæredygtighed og grøn omstilling er en integreret del af LIFAs forretningsstrategi. Vi tænker miljø ind i alle forretningsled og arbejder løbende med at forbedre vores klimaaftryk, forklarer Vi La Lauridsen og understreger, at virksomheden også har ambitioner om at være inspirationskilde til grøn omstilling, også når der ikke er konkurrencer og kampagner i gang.

Hos USTC er bæredygtighed mere end en ambition – det er en forudsætning

En anden af de virksomheder, der har taget aktivt del i Klimakampen, er den familieejede, globale koncern USTC. Koncernen har hovedsæde i Middelfart og beskæftiger over 4.300 medarbejdere fordelt på kontorer i 38 lande.

For USTC handler grøn omstilling ikke kun om at nå de store mål, men i høj grad om at engagere medarbejderne og skabe en fælles bevidsthed om, at alle kan bidrage. Derfor var det helt oplagt for koncernen at deltage i Klimakampen. Tilmeldingen blev kickstartet af koncernens CEO, Nina Østergaard, som også er næstformand i Middelfart Erhverv – netop fordi Klimakampen passer godt ind i USTC’s strategiske arbejde med klima og ESG.

Og de seneste uger har kampagnen været en synlig og integreret del af hverdagen på tværs af selskaber og aktiviteter i USTC:

– Vi så kampagnen som en oplagt mulighed for at skabe dialog og bevidsthed, fortæller Henrik Schou Pedersen, Senior ESG Lead i USTC og tilføjer: Hvis vi kan være med til at plante nogle frø hos medarbejderne, så er vi allerede nået langt.

Indsatsen har blandt andet resulteret i en lang række registrerede handlinger i appen. Alt fra elbilskørsel og affaldssortering til mere klimavenlige valg i kantinerne. Kampagnen har både skærpet nysgerrigheden og givet ny synlighed til mange af de tiltag, som allerede fandtes i koncernen. 

For hos USTC er bæredygtighed nemlig en naturlig del af dagligdagen. Både gennem konkrete initiativer som reduktion af madspild og CO2-besparelser i kantinerne og som en strategisk retning i hele koncernen. Blandt andet arbejder USTC systematisk med ESG og har gennemført dobbelt væsentlighedsanalyser i alle selskaber for at sikre, at indsatsen rammer dér, hvor den gør størst forskel:

– For os er bæredygtighed ikke længere et valg – det er en forudsætning. Det er blevet en ’license to operate’ i flere af de industrier, vi opererer i, og emnet er på dagsordenen i alle vores selskaber, understreger Henrik Schou Pedersen.